Den nye lov gør det til en forbrydelse at ryge i et motorkøretøj, hvor personer under 18 år rejser. Politiet vil kunne udstede bøder på op til 50 NZ$, omkring 300 kroner, men dette træder først i kraft efter 18 måneder. Selvom politiet kan udstede bøder, vil fokus ifølge regeringen være på at uddanne folk og ændre adfærd.
Undtaget fra loven er køretøjer, der anvendes som bolig og kun når de holder stille.
Vicesundhedsminister Jenny Salesa kommenterede loven ved at sige, at tusindvis af børn vil have sundere lunger.
"Vores regering ønsker at gøre New Zealand til det bedste sted i verden at være barn. Vi bevæger os mod det mål ved at sætte børns interesser først," sagde hun ifølge RNZ.
Loven har dog modtaget kritik fra Nationalpartiet, som mener, at 18 måneder, indtil politiet kan udstede en bøde, er for lang tid, og at undtagelsen for køretøjer, der bruges som boliger, er ulogisk.
Udvidet rygeforbud i biler i Belgien
Tidligere i år vedtog det belgiske parlament en ændring af det eksisterende rygeforbud i biler med børn. Rygeforbuddet gælder nu for børn op til 18 år i stedet for 16 år, som det tidligere var. Samtidig med at denne lov blev ændret, blev reklame for tobaksvarer i Belgien også forbudt.
Ifølge den canadiske kræftforening har flere lande, herunder Cypern, Bahrain og Sydafrika, forbudt rygning i biler med børn. I blandt andet USA, Canada og Australien er det forbudt i nogle stater. Aldersgrænserne varierer dog.
