Billedadvarslerne vil dække den øverste halvdel af både forsiden og bagsiden af pakken. De vil også dække en femtedel af alle tobaksreklamer og blive placeret højt oppe i reklamerne.
Selvom USA ikke har ratificeret den internationale tobakskonvention, ser det stadig ud til, at de nye amerikanske advarselsbilleder er i overensstemmelse med anbefalingerne knyttet til artikel 11 i konventionen.
Det er første gang i 25 år, at sundhedsadvarslerne på cigaretpakker i USA er ændret. De nye advarselsbilleder har til formål at vise de sundhedsmæssige virkninger af rygning som afskrækkende middel. Blandt andet viser de et lig og en mand, der puster tobaksrøg ud gennem et hul i halsen.
Tobaksindustrien ser tilsyneladende de nye billeder som en trussel mod fremtidige profitter, og virksomheden RJ Reynolds har anfægtet de nye regler i en føderal retssag.
